Pladen med Dissing og Beefeaters udkom første gang i april 1969, siden da har den været genudsendt enkelte gange op gennem 70erne, altid under titlen "Dissing". En titel der dog ikke har hængt fast, pladen har nemlig lige siden første gang den udkom, heddet "Nøgne øjne" i folkemunde. Musikken er et samarbejde med flere kunstnere, først og fremmest Povl Dissing, der akkompagneres af Benny Holst på guitar, men den musikalske baggrund er umiskendeligt The Beefeaters.
Musikerne
Povl Dissing havde indtil sidst i 60erne haft spredte musikalske fægtninger. Han havde indspillet gamle folkelige viser og sunget sjove fordanskede Shel Silverstein sange. Allerede under arbejdet med at indspille de danske tekster af Silverstein, kom Dissing i kontakt med The Beefeaters. De fungerede som backing-gruppe på singlerne; "Lad mig blive til noget", b-side "Kvælerslangen" fra august 1967 og "Den grimmeste mand i byen", b-side "Floobie Doobie Doo" fra maj 1968, de arbejde også sammen om musiken til kortfilmen "Reportage", fra sommeren 1968. The Beefeaters havde eksisteret siden februar 1964, og spillet både rhytm & blues med Søren Seirup og psychedelic soul med Peter Thorup, men var begyndt på en bluesstil i 1968, med Peter Thorup (g, fl), Morten Kjærumgård (org), Flemming "Keith" Volkersen (b) og Max Nhuthzhi (dr).
Laus Bengtsson
Pladen ér ikke alene en milepæl i dansk rockhistorie på grund af de seks musikere, pladen var aldrig blevet hvad den er, uden tekstforfatteren Laus Bengtsson. Bengtsson var på dette tidspunkt en 30 årig fyr, der godt kunne lide at skrive. Han havde arbejdet som journalist og reklamekonsulent, men var mest opsat på at skrive beattekster på dansk. Bengtsson som debutterede "litterært" på denne plade, skrev også tekster til en anden gruppe der endnu ikke havde pladedebutteret, Alrunes Rod. Digtene til "Nøgne Øjne", startede med at Bengtsson sendte Dissing en tekst, der hed "Astronauten Dissings 4. rumfærd". Dette ene digt fulgte flere andre, til Bengtsson en dag overrakte Dissing "Tape fra en halv mand". Herefter var sagen klar, nu måtte der en pladeindspilning til, og resten af sangene som de høres på pladen, skrev Bengtsson i perioden herefter. De otte vellykkede digte er alle del af en moden og følsom sang-cyklus om kærlighed og natur, både mellem mennesker, og i bredeste forstand, til alt levende.
Indspilningen
Da Dissing og Holst havde skrevet musikken færdig til Bengtsson digtene, kunne alle musikerne endeligt samles for at gå i studiet den 14. oktober, 1968. De havde fået et veludstyret ASA filmstudie i Lyngby, stillet gratis til rådighed af studiedirektør Grønlykke, mod at han fik del i et eventuelt overskud. Med i studiet havde de den unge producer Hans-Henrik Koltze, hvis største talent var en fornemmelse for musikken, mere end teknisk indsigt i studiet. De første fire dage fik de kun færdig indspillet én enkelt titel. Det gik langsomt, for stemningen til digtene skulle først være tilstede. Da de først var kommet ind på sangene og havde røget sig vind og skæve, blev resten af pladen hurtigt færdigindspillet. Musikken på pladen står stadig idag flot. Det høres tydeligt, at Dissing også er en stor beatsanger, med en hudløs fornemmelse for det meste af musikken. Sangene bliver sunget med en selvbevidst drævende diktion, som kun Dissing formår. The Beefeaters passer smukt ind i helheden, de forstår at sætte den rigtige stemning med for eksempel Thorup på tværfløjte i "Anemonesmil", eller på gulvbas i "Du er fjern idag". Sidstnævnte blev oprindeligt indspillet som et "prøvetake" sidst på natten. Det var så meningen at det senere skulle omindspilles, men det røg heldigvis ud på pladen uden at være genindspillet.
Sidenhen
Dissing, Holst og The Beefeaters tournerede efter indspilningerne lidt sammen. De var med i en enkelt tv-udsendelse fra september 1969, dog udvidet med Alxis Korner group. Dissing har siden arbejdet en del med både Holst og Thorup fra The Beefeaters.
