The Maxwells
The Maxwells blev til i 1966. Forinden da havde skolekammeraterne fra Sct. Annæ gymnasium, Lasse Lunderskov (el-g, p, vo) [født 25. november 1947], Jørgen Werner (el-b) [født 10. marts 1947], Lars Bisgaard (vo) [født 2. juni 1947], Børge Robert Mortensen (dm) [født 22. juli 1947], og Lars Bisgaards fætter, Even Pedersen (el-g) fra ultimo 1963, optrådt som The Dragons i Værløse. I 1964-1965 fik de et tilbud fra P.O. Larsen og Europæisk Musikimport i Hareskovby. Et udemærket tilbud om at hvis de skiftede navn til "The Maxwells", vil firmaet stille instrumenter og VOX-forstærker kopien MAX til rådighed for bandet. Aftalen blev fra firmaets side senere blev fulgt op med en rykker for ét års leje af hele udstyret.
The Dragons var nu blevet til The Maxwells. Pedersen forlod gruppen der istedet begyndte at kigge efter en blæsersektion. Ipsen spurgte gymnasielære Bent Hesselmann (ts, ss, fl, as) [født 20. december 1939] om han ville være med i gruppen. De fik endvidere Torben Enghoff (ts, fl) [født 18. juli 1947] og Kjeld Helki Ipsen (tb) [født 2. maj 1947] med i gruppen.
Senere blev Svend Aage Mortensen, Børges bror, fast tilknyttet gruppen. Svend Aage havde den funktion, at han skulle projektere lys bag gruppen. Ikke et almindeligt lys, men et "Lysholmmortensen lysshow", der skulle tilpasses efter musikken. Noget som kun lige var begyndt herhjemme, blandt andet med The Beefeaters og deres psykedeliske lysshow i maj 1967 på Soho.
The Maxwells blev først kendt for lysshow og deres medvirken på teaterscenerne. De startede på Studenterscenen i april 1967 med forestillingen "We". Her optrådte hele besætningen med kor, pigtrådsmusik, psykedelisk lys og så videre. Et arrangement der iøvrigt larmede så meget, at naboernes klager fik Studenterrevyen til at spille de sidste forestillinger i Hithouse.
Senere medvirkede gruppen den 29. maj, 1967 ved "Mixtur" koncerten på Lousiana. Et arrangement af Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT), med Per Nørgård som formand og Gregers Dircken-Holmfeld der stod for den praktiske afvikling på Lousiana. Koncerten var et ungt forsøg på at blande flere stilarter sammen til en happeningbegivenhed. Det var fire klassiske uropførsler, med musik af Prisma Ensemblet (blandt andet med Ingolf Olsen) og Merete Bækkelund i centrum, digte læst og skrevet af Benny Andersen, Vagn Lundbye, Hans-Jørgen Nielsen og Jørgen Leth, Povl Dissing der sang sine viser om "Kvælerslangen", og altså endeligt The Maxwells der opførte Per Nørgård's "AbeCeDarian" fra "Babel" [hvad er Babel ?].
Showet sluttede efter tre timer, hvorefter Merete Bækkelund gentog uropførelserne og The Maxwells spillede op til dans. Avisanmeldelserne var blandede, enige var de dog om at Dissings viser, sammen med The Maxwells' musik og Benny Andersens digte, skulle høste mest ros. Politikens anmelder fandt The Maxwells' musik så humoristisk, mageløs, ironsik og intelligent, at han dagen efter nærmest tumlede omkuld af grin foran skrivemaskinen. Det var blandt andet gruppens omslag fra firestemmigt herrekor til pigtråd der kunne skabe den stemning. Hele dagen var iøvrigt under skarp medieovervågning. Både tv og radio, helt fra Sverige dukkede TV op. The Maxwells fik således deres eketroniske mediedebut under fjernssynsudsendelsen "Mixtur" den 17. juli, hvor nummeret "Summertime" blev bragt.
Udover sådan et kopinummer, var der også selvkomponerede tekster, som dette talekor fra sangen "Go go kæng";
De ska passe
på go go kæng
ellers tar han dem
go go kæng
han tar dem ved næsen
og smider dem væk med et smil
han ødelægger dem ved næsen
og smider dem væk
sammen med sin ta ta ta egen
go go kæng
go go kæng
o.s.v.
The Maxwells var efterhånden hyppigt i medierne, men ernærede sig stadig ved flittigt at optræde på teaterscenerne. Ikke altid behøvede de dog at stå på scenen, den 2. september 1967 havde Per Nørgårdstykket "Labyrinten" premiere på det Kgl. Teater, hvor The Maxwells blot medvirker med en båndindspilning de fem gange stykket gennemspilles.
Der sker noget i sommeren 1967, pladeselskabet Sonet vælger at lade tre af de bedste flower-power grupper indspille singler næsten samtidigt, foruden The Maxwells var det Young Flowers og Defenders. The Maxwells går i studiet i september for at indspille singlen "What Did She Do" og "Flower Powder". Singlen kommer i november og er et humoristisk bud på hjemlig flower-power musik, eller er det ligefremt et ironisk bud på samme ?.
I efteråret 1967 kommer Frank Zappa endeligt til Danmark. Først på et lynvisit, senere for at give koncert i Falkoner Teatret den 1. oktober 1967. Zappa's chauffør kører desværre fejlagtigt til Langeland med alt musikudstyret. Zappa og hans Mothers of Invention må derfor spille på lånt udstyr. Udstyret lånte de selvfølgeligt af opvarmningsbandet The Maxwells.
Til koncerten lagde John Tchicai's Cadentia Nova Danica ud som det første band, herefter fulgte et forrygende sæt med The Maxwells, selv Zappa var imponeret over deres stil, til sidst fulgte koncerten med Zappa selv. Der var dog ikke meget at komme efter, anmelderne kunne ikke lide Zappa's del af koncerten, og mente at den eneste underholdning den aften, havde været danske The Maxwells.
The Maxwells har travlt efter indspilningen af singlen og Zappa koncerten. Faktisk så travlt, at de rask væk beslutter at aflyse alle engagementer frem til december. Grunden er at to af medlemmerne har fået fast arbejde som musikere i teaterstykket "Tiggeroperaen" på Gladsaxe Teater. En moderniseret udgave af John Gays stykke, ved Jesper Jensen og Klaus Rifbjerg. Pelle Gudmundsen-Holmgreen stod for at komponere musikken, men der blev desværre kun plads til Lunderskov og Bisgaard der sang med på stykket. Tiggeroperaen havde premiere 14. oktober 1967 og spilles 42 gange inden The Maxwells igen kunne genopstå. Det gjorde de blandt andet ved at tage et job på Det Lille Teater, her leverer de i december måned musikken til forestillingen "7".
I februar 1968 træder Niels Harrit (keyb, fl, ts, brs) [født 25. januar 1945] ind i gruppen. Tidspunktet er velvalgt for The Maxwells har fået fast arbejde i Jazzhus Montmartre hvor de spiller hver mandag. Faktisk er The Maxwells allerede i februar igang igen på Det Lille Teater med at indspille "Puff den hæse drage". Alligevel må Niels føle sig lidt diskrimineret her i starten sammen med resten af blæsergruppen. The Maxwells har igen fået teaterarbejde, men denne gang er der desværre ikke plads til blæsersektionen. Stykket hed "Nik Nik Nikolaj" og havde premiere på Gladsaxe Teater den 23. marts. Det var en forestilling af Erik Knudsen og Erik Moseholm. Stykket, der tidligere havde været opført med anden musik i maj 1965 på Ålborg Teater, med den lokale gruppe The Gypsies, blev spillet 39 gange.
I efteråret 1968 kommer vietnam stykket "Hair" endeligt til Danmark. The Maxwells får frie hænder til at komponere musiken, og Lars Bisgaard får en rolle som Charlie og Lyshommortensen laver flot lys. De starter i august måned sammen med de 35 skuespillere på prøverne. Den 14. september 1968 får stykket premiere i Gladsaxe Teater og det spilles 47 gange i løbet af efteråret. Bagerst til venstre på scenen stod The Maxwells og spillede. Som det var deres stil, var det ikke nøje indstuderet musik, men musik med plads til improvisationer. Premiere aftenen slutter passende af med nattefest, The Maxwells spiller op til fest skiftevis med at forfattere og skuespillere optræder. Selv den ene af de amerikanske tekstforfattere, Gerome Ragni, giver en sang med. Kun henne på Ekstra Bladets redaktion sidder en fyr og surmuler lidt, musiken er for ringe skriver han.
Umiddelbart efter "Hair" sætter Erik Moseholm The Maxwells i kontakt med Niels Viggo Bentzon (klaver, hammondorgel og spinet). Bentzon er lige kommet hjem fra New Hampshire. Ved hjemkomsten fandt han det hele lidt kedeligt og tog imod chancen for at spille med i en beatgruppe med bred baggrund. The Maxwells begyndte 5. november at indstudere numrene "Memories of Lorca" og "Biafra", til de første prøver medvirkede også Ingolf Olsen (g) og Erik Moseholm (b). Allerede knap 2 uger går de i Metronomes pladestuder på Vibebej for at indspille de to nævnte numre for Nordisk Polyphon. Singlen udsendes 11. december. Konstellationen med den pudsige midaldrende herre varede kort tid herefter, blandt andet havde de snigpremiere på deres den udvidede gruppe i Montmartre den 15. december 1968. Til lejligheden spillede de Bentzon kompositionerne "Ravelling Hippies", "T-Bone Steak", "Sex i Southhampton" og "The Military Hippies". The Maxwells bidrog med egne numre som "De store hvide svaner" som fremførtes ved at bevæge armene op og ned som vinger. "Den skuffede julenisse", om julenissen der får en cigaret og en tændstikæske, uden tændstikker og så videre. "Snedkeren" med save- og hamrelyde fra guitarene. "Borgerlige elevatorer" med Bentzon talende ind i en basun, klatrende op ad stole, uden at møde nogen.
The Maxwells fandt hurtigt det hele lidt for arrangeret, indstuderede vittigheder på scenen var alligevel ikke i tråd med The Maxwells' stil.
1969 startede med et hurtigt brud med Bentzon og herefter lå det lidt stille med The Maxwells, de optrådte flere gange, blandt andet til koncerter sammen med Burnin Red Ivanhoe og Young Flowers. Noget der blandt andet resulterede i at de blev inviteret med til Young Flowers pladeindspilningen i januar måned.
The Maxwells havde imidlertid egen indspilningsplaner. Planer der ikke umiddelbart så ud til at kunne indfries. Intet dansk selskab havde lyst til at binde an med den lidt for underlige musik, så The Maxwells valgte selv at financere udgivelsen af deres første lp med 20.000 kroner. Valget faldt på det tyske jazz selskab, SABA, som havde haft mange amerikanske gæster, men endnu ikke et beatorkester. The Maxwells tog håbefulde afsted til Villinger Studio i Villingen, Tyskland, den 8. juni 1969. De tre følgende dage havde de studietid fra klokken 10.30 til 19.30, så var det bare ellers med at komme igang. Til hjælp havde de den tyske freelance producer, radiomand og arrangør af Berlin Jazzfestival, Joachim Ernst Behrend med. Joachim havde tidligere på året hørt dem i København, og de havde der fået etableret kontakten.
Hovedstykket på pladen, og hvad der også blev pladens titel var "Maxwell Street". Et langt jam, der helt i tidens ånd ikke var blevet indstuderet på forhånd, tværtimod. Nummeret blev indspillet på fire forskellige bånd, med hver deres mange spor. Hesselmann fik det mixet sammen. Der er mumlenummeret Beni Riamba, den smukke lyriske Esther med Ipsens basun, Make It Break med Enghoffs tenor, og Lasses guitar i Free To Be. Det færdige pladeprodukt fik The Maxwells ikke at se før pladen udkom i november 1969. Det blev skuffende for dem at lytte til pladen, selskabet havde omarrangeret deres nøje valgte rækkefølge på numrene, det første nummer "What's A Smock" var blev byttet om med det oprindelige udslutningsnummer "Esther". For at dette ikke skulle være nok, havde selskabet også skåret 25 sekunder af udslutningen på Maxwell Street improvisationen, nu var den bare blevet fadet ned. Allerede nede i studiet havde gruppen følt at der var problemer, studiet havde aldrig prøvet at indspille en elektrisk guitar før, et af båndoptagersporene virkede ikke, for at dette ikke skulle være nok, var der kommunikationsproblemer med teknikerne der ikke forstod The Maxwells' musik.
Pladen blev modtaget med blandede følelser af anmelderne. De fleste var enige om at The Maxwells havde meget mere at byde på, hvis man for eksempel tog ned på Montmartre og hørte dem spille live. Pladen blev solgt i et rimeligt antal, omkring 30.000 på verdensplan, herhjemme blev den solgt i omkring 9.000 eksemplarer. De mange solgte i udlandet skyldes til dels SABA's distributionsaftaler, der sikrede at pladen udkom i 20-40 forskellige lande. Efter pladeindspilningen tog Hesselman og Lunderskov i september måned, arbejde som musikere på Det Lille Teater. Det var til Preben Major Sørensens stykke "Den bestøvlede kat" med blandt Maria Stentz som medvirkende.
The Maxwells var blevet mere løs i strukturen på det seneste, som det var tendensen nedbrød man gruppen, og spillede mere som man havde lyst, i perioder medvirkede Dan Nedergaard (tp, ko) og Frank Jackman (co). De spillede indtil maj 1970. Deres sidste koncert blev en optræden i den "Lille sal" i Skovlundehallen. Herefter tog Niels Harrit til Tyskland for at studere videre i solkemi. Hesselman havde allerede en tid arbejdet sammen med Young Flowers, og fortsatte med Bisgaard i Rainbow Band.
The Maxwells havde flere problemer i deres tid, det ene øjeblik blev de udskældt for at være akademiske fordi de kunne læse noder, det næste øjeblik var det collage musik med humoristiske ordassociationer, faktum var, at det var det første danske jazz rock orkester, muligvis inspireret af The Mothers of Invention og Free Spirit (?), men ihvertilfald overset herhjemme.
