Begyndelsen

              Initiativet til danmarks første bluesbaserede, psykedeliske power trio, Young Flowers, blev taget af to tidligere  Defenders musikere, trommeslageren Ken Gudmand [Rasmussen] [født 5. oktober, 1947] og single-guitaristen Jens [Henrik] Dahl [født 7. marts, 1947]. Målet med YF var at lave en ny gruppe der med danske rødder, ville spille den nye musik som først The Cream [6. marts 1967 i Falkoner] og senere Jimi Hendrix Experience [21. maj 1967 i Falkoner Centret] havde præsenteret et dansk publikum for i begyndelsen af 1967. Det der havde været så specielt nyskabende ved musikken, var foruden det høje lydniveau og den kontrollerede forvrængning, improvisationen, der i mere faste rammer end improvisation som man kendte den i avantgarde-jazzen, spillede over bestemte skalaer. Denne faste ramme førte til et tættere sammenspil, der bedst kom til udtryk i en trio.

              Ken havde forladt Defenders i februar 1967 og var begyndt at spille med Melvis og hans gruppe. Jens fortsatte med Defenders der forsøgte sig nye veje, men uden rigtigt at finde sig til rette. Jens forlod tilsidst Defenders i juli  1967. Bruddet med Defenders betød at Jens og Ken nu for alvor kunne se sig om efter en tredjemand til deres trio.

              De to var så heldige at møde Peter Ingemann [født 6. november, 1943], på et tidspunkt hvor Peter netop havde forladt sin første beatgruppe, UFO. Peter der siden 5 års alderen havde modtaget klaverundervisning havde foruden en halv HD eksamen, en baggrund i jazzen. Han var startet med den traditionelle jazz med banjoen som instrument, men blev senere interesseret i moderne avantgardejazz, nu med en stor gulvbas som instrument. Sidst i 1966 blev Peter interesseret i beat musik og begyndte fra december 1966 at spille i Peter Belli's Seven Sounds, en gruppe der nåede at udskifte næsten samtlige medlemmer inden opløsningen i april 1967. Måske var den væsentligste begivenhed for Peter på dette tidspunkt, at han inden opløsningen af Seven Sounds spillede opvarmning for og hørte Cream. Under denne koncert fik Peter øjnene op for hvor jazzens Albert Ayler holdt op og Cream tog over. Efter Seven Sounds, som var at karakterisere som et big-band, kom Peter ind i beatorkestret UFO, der debuterede lørdag 3. juni, 1967, i Den Runde i Rørvig. UFO fik en ret kort levetid; allerede midt på sommeren 1967 kom de første værnepligtsindkaldelser til medlemmerne i gruppen, og Peter [der var blevet kasseret af militæret] indvilligede i at prøve om kemien passede mellem Ken, Jens og ham. Det gjorde den, og det tog ikke lang tid for gruppen og deres management, Knud Thorbjørnsen og Anders Steffansen, at finde på navnet Young Flowers, der med to ord meget rammende dækkede den spirende hippiebevægelse. Hele august måned gik med at indstudere og skrive knap 10 sange. Det blev en intens og spændende måned for Young Flowers der havde fået lov til at øve hos Peter's far, på hans gård i Ordrup mellem Fårevejle og Odsherred.

Debuten

              Young Flowers gav deres første offentlige optræden ved "Festival of the Flower Children" i Falkoner Centret, søndag 10. september, 1967. Det var som opvarmning for den nye engelske gruppe Traffic. Anmelderne var begejstrede for YF, og der var masser af jobs til det nye band. De spillede over hele landet, og nåede til Jylland 21. september, 1967. Her havde de kæmpe publikumssucces på Vestergade 58 i Århus, og anmelderne roste deres originale og velnuancerede lyd, det eneste de egentligt kritiserede, var det høje lydniveau. YF måtte vende tilbage til Jylland mange gange i 1967 og gav bl.a. koncerter 2. og 5. oktober i Vestergade 58, 2 koncerter der senere skulle få stor betydning for gruppen, idet en ung mand ved navn Thomas Winding stod og måbede over de nye toner.

              Succesen fortsatte. I november 1967 modtog de, sammen med The Beefeaters, PH prisen for højnelsen af dansk beat, og med prisen fulgte 500 kroner. YF havde på dette tidspunkt endnu ikke fundet et pladeselskab. Ikke fordi tilbudende manglede, men fordi YF insisterede på at levere originalt materiale til debutpladen, noget for danske grupper næsten ukendt på dette tidspunkt. Kort efter PH prisen fik de endelig lov til at indspille en single. Det blev til singlen Like Birds/City of Friends, der da den kom i december 1967, var det hidtil bedste bud på den psykedeliske flowerpower musik herhjemme.

Peer Frost

              Sidst i december skete der det, at Jens ikke længere havde lyst til at spille musik og han forlod YF, der nu pludselig stod uden guitarist. Heldet var at Peter onsdag 20. december, 1967 mødte Peer [Vilhelm] Frost Johansson [født 7. juli, 1948] hos fælles bekendte. Peer var allerede på det tidspunkt en erfaren guitarist, der endnu ikke rigtigt havde fundet sin sig til rette i et band. Peer var startet i januar 1963 i Foottappers, der senere samme år skulle blive til Les Rivals, og med deraf følgende fuldtidsbeskæftigelse i gruppen, der nok er mest kendt for den senere forsanger Peter Belli. Les Rivals spillede løs, og det gik fremragende indtil de i oktober 1966 blev indblandet i danmarks første store hashsag, en sag der førte til en opløsning af bandet og Peer måtte derefter nøjes med at spille lidt hos Sir Henry, men stilen var ikke hvad Peer ønskede, så han tog til Norge og spillede med det norske band Beatnicks, indtil han vendte hjem sidst i 1967, uden band eller tilbud om job.

Peer fik tilbuddet om at komme med i YF ved den lille julesammenkomst med Peter. Der var job allerede 2. juledag 1967 i Gladsaxe Teens Club, på Egegaard skole i Gladsaxe, et job de iøvrigt delte med Annisette & Dandy Swingers. Peer slog til og YF med den effektfulde besætning som de fleste kender dem var sprunget ud.

              YF fortsatte med at spille meget rundt om i landet til pop ballerne. De havde jobs næsten hveranden aften, men det vigtigste job i det tidlige stadie med den nye guitarist Peer, var da de fik lov at spille opvarmning for Cream i hele skandinavien, en turne der blev indledt 7. februar i Tivolis Koncertsal. Med Peer på guitar kunne YF følge deres succes op. Peer var allerede på dette tidspunkt en respekteret guitarist. I starten var eftervirkningerne efter at havde oplevet Cream og deres stil hørbar i YF's musik, men YF arbejdede videre for at opnå et mere personligt udtryk. Med Ken og Peter som de bærende med den sikre tunge og solide rytmesektion kunne Peer arbejde fuldt ud med guitaren. Han kunne med enkle midler, en wah-wah pedal og sin guitar spille en meget fri guitar, uden at føle sig bundet af faste greb. Der blev nu forsøgt at eksperimentere mere. De frie improvisationer som Peer mestrer blev YF varemærke. Iøvrigt fik Peer som en påskønnelse Ekstra Bladets Pop Pools første  pris i kategorien bedste instrumentalist den 7. maj 1968. På andenpladsen lå Jens, den tidligere YF guitarist.

Blomsterpistolen

              Tilbage i oktober måned 1967, havde den unge anmelder og producent, Thomas Winding set YF til koncerter i Århus, og han havde der fået nogle ideer til en anderledes ungdomsudsendelse, en udsendelse der skulle have en københavnsk beat gruppe som spiller sig selv, som den gennemgående figur i historien. Med TV-programchefen Mogens Vemmers opbakning i ryggen gik Thomas i april 1968 igang med projektet, der for alvor skulle gøre YF kendte. Selve handlingen i stykket var en fantastisk happening, der indledes med at en rumfamilie sidder og spiser deres frokost på jorden. Da en officer dukker op med sin oppasser for at anholde fjenden skynder rumfolkene sig væk, men glemmer i farten en pistol, der bl.a. kan få blomster til at gro, blomsterpistolen. Den får YF fat i, og resten af udsendelsen forfølges de af officeren og hans oppasser. Foruden YF medvirkede i udsendelsen Oluf Nielsen som general, Ib Christensen som oppasser, Hanne Christensen, Annie Hansen, Jens Okking, Henning Larsen, Carsten Overskov, Peer's hund Lucky  samt Beefeaters der fejlagtigt blev taget til fange og derefter holdt som gidsler af generalen i serien.

              Selve projektet blev realiseret af BUS TV på Islands brygge, der gik med på ideen og flyttede med ud til Peter's fars gård ved Fårevejle. Derude var der fred og ro til at foretage alle on-location optagelserne. Under optagelserne, der tog 18 dage inklusiv alt, boede filmholdet i Oluf Nielsen's fars sommerhus i nærheden. De 3 udsendelser af 25 minutter der blev sendt lørdag eftermiddag hhv. 18 og 25. maj, 1968 og 1. juni 1968 blev vel modtaget.

              Da YF nu havde skrevet musik til en hel film, var det naturligt at få indspillet musikken og udsendt den i forlængelse af serien, men pladeselskabet Sonet var ikke villige til at give dem den opbakning der skulle til. Deres debut single fra december 1967, havde ikke engang solgt 1.000 eksemplarer og kun havde lige dækket produktionsomkostningerne. Så YF tog sagen i egen hånd, og indspillede, efter at "Blomsterpistolen" var filmet færdig, numrene til deres LP af samme navn.

              Indspilningerne der tog næsten 3 uger foregik i Vanløse Bio, der når der ikke blev vist film om aftenen husede Ivar Rosenberg studiet. Selve studiet var avanceret; der var en stor hjemmebygget 8 spors båndoptager. Efter indspilningerne kunne de tilbyde Sonet et færdigt masterbånd som blot skulle presses til vinyl og distribueres. Dette kunne Sonet dårligt afslå, da tv serien var blevet en kanon succes, og alle anmeldere ønskede lydsporet udsendt.

              Det skete så 12. juli 1968. En flot debut der slog sig fast som en af de første hjemlige progressive syrealbums. Omslaget var tegnet i tidstypisk design af Nikolaj Fenger, musikken var god, og "Blomsterpistolen" blev hurtigt en af de bedst solgte dansk-producerede lp'er: den solgte det svimlende antal af 3.000 eksemplarer.

              Teksterne på lp'en er en blanding af tidstypiske surrealistiske tekster, som Thomas Winding teksten "Oppe i træet" og "25 øre" som Jørgen Larsen havde overrakt YF. Der var en enkelt Bob Dylan sang "Down Along The Cove". Selv havde YF, og specielt Peter i længere tid arbejdet med at fortolke en over 100 år gammel digtsamling af den amerikanske poet Walt Whitman [født 31. maj, 1819, død 26. marts 1892]. Whitman havde med sin digtning forsøgt at gå nye veje og hans digtning skulle betyde en stor inspiration for YF' sange. På "Blomsterpistolen" er det sangene "Take Warning", der stammer helt tilbage fra tiden med Jens, "The Moment Life Appeared" og "To You" der er hentet fra Walt Whitman's digtning. YF spiller også et instrumentalt nummer der bygger på Paul Butterfield Blues Band nummeret "East West", nemlig det lange "April '68" også kaldet "Forår '68", eller "Spring '68". Sidstnævnte i en fortolkning der på samme måde som originalen er et langt instrumental-nummer der rummer et crescendo mod slutningen.

              Foruden bas spillede Peter, sammen med Peer på guitar, også de små såkaldte "stk. 1-5" klaverstykker på pladen. Fem små stykker skrevet til lejligheden af Niels Harrit. På pladen der efter danske 1968-forhold var velproduceret og vellykket, kan man høre de første danske facingeksperimenter, der får lyden på trommerne til at svæve rundt i kanalerne. Man kan også høre Peer der med sin guitar og wah-wah pedal "får rumskibe til at lette".

              De var på dette tidspunkt begyndt at spille koncerter som mange fandt helt magiske. Det skyldes i høj grad at YF havde formået at nå et personligt udtryk. De var begyndt at spille mere bluesbaseret materiale, men koncerterne var også i høj grad præget af de mange stoffer som blev indtaget af publikum og musikere, det var alt lige fra hash til bevidsthedsudvidende psykedeliske LSD trips. Musikalsk nåede de hele tiden højere, og numre som "April '68" nåede i koncertsammenhænge at blive til over 30 minutter lange improvisationsstykker.

              Hver mandag i sommeren 1968 spillede YF i Montmartre. Her skete det en aften [10. juli 1968] at Leon Bernard som den første udenlandske pladeselskabs repræsentant [Elektra] hørte dem og fandt deres musik så interessant at han udbad sig materiale fra YF. Til flere af koncerterne i Montmartre skete der det at Karsten Vogel, som Peter havde spillet med i sin jazztid, kom forbi og spillede med på sin saxofon.

              Efteråret fortsatte med flere jobs, bl.a. lavede de musik til svenskeren Lars Forsell's Batman-science-fiction-tegneserie-stykke "Sock! Switch! Bang! Smack! Vroom!", et børnestykke som de turnerede rundt med i 3 uger til skoler i hele landet, med premiere på teatret Svalegangen i Århus 22. oktober, 1968. Selvom YF bagefter ikke ville stå inde for stykket, fik det afgørende betydning for YF's videre forløb, og nok i særdeleshed for Peter's videre musikalske karriere. I stykket blev en af skurkene nemlig spillet af Niels Skousen, som udover at være en flink og omgængelig fyr, viste sig at havde skrevet en mængde sange. Sidst i august 1968, planlægges en EP udgivelse, med et batman tema, og en tekst fra danske værnepligtiges "Soldaterbog", desværre bliver projektet aldrig realiseret.

              "Dansk beat er verdens bedste" stod der er i Ekstra Bladet 13. januar 1969, en meget rigtig betragtning af journalisten Carsten Grolin. På dette tidspunkt var topgrupperne YF, Savage Rose, Beefeaters og de spirende grupper som ventede på pladedebut var Burnin Red Ivanhoe, Ache, Alrunes Rod m.fl. Alle bands der med utrolig originalitet nåede længere end nogen andre i dansk musik.

No. 2 og Amerika

              YF gik i studiet igen i midten af januar 1969. De havde et pænt overskud fra salget af "Blomsterpistolen", og kunne endnu en gang tillade sig at stå for indspilning og produktion, med al den kunstneriske frihed det indebar. Til at passe teknikken havde de lånt Michael Nielsen, og så kunne båndet bare køre. Indspilningerne foregik som under "Blomsterpistolen" ude i Vanløse Bio, i Ivar Rosenberg studiet. Indspilningerne tog en uge og det færdige resultat blev fejret på sidstedagen med et langt tidstypisk free-form jam hvortil YF havde inviteret vennerne Niels Harrit (el-klaver,ts,sav), Lars Bisgaard (vo,) Lasse Lunderskov (g,vo), Bent Hesselmann (as,fl), Børge Robert Mortensen (dm) (alle fra Maxwells), Steen Cläesson (el-v,el-g) (fra Burnin Red Ivanhoe), Don Fredericksson (org) og Flemming Quist Møller (hånd-dm).

              Pladen lå færdigindspillet i februar 1969, men YF havde travlt. De havde mellem jul og nytår 1968 mødt præsidenten for en ungdomsorganisation i British Columbia i Canada, Tom Fishermann, der viste sig at være i familie med Ken. Han havde tilbudt YF en masse jobs i Canada hvis de kom dertil. Beslutningen var ikke svær, de måtte til rockens hjemsted, Amerika. Efter indspilningerne i Vanløse bio, og enkelte jobs bl.a. som opvarmning for The Rascalls [26. februar, 1969 i Falkoner] og en superkoncert som opvarmning for Taste i Brøndby Pop Klub 1. marts, 1969, kunne YF 4. marts, 1969 tage flyveren fra Kastrup lufthavn med kurs mod Prince Rupert i British Columbia, Canada. I Canda var modtagelsen fantastisk, Tom Fishermann havde forberedt alt: lokal radioen spillede dagligt deres singleplade fra december 1967, som lå på den lokale popularitetshitliste, der stod en stor flok mennesker klar til at byde dem velkommen, køre dem rundt, eller bare holde dem ved selskab. I de 5 uger hvor de spillede koncerter i området [bl.a. ofte i Terrace] var de stjerner, publikum elskede deres musik, og danske numre som "25 øre" vakte vild begejstring.

              Efter Canada tog de først i april til USA. Her gik det desværre ikke helt som planlagt, for deres management havde ikke været i stand til skaffe dem arbejdstilladelser, så der kunne ikke blive tale om at give koncerter i USA, på trods af flere planlagte i Fillmore West [SF], Fillmore East [NY], The Scene [NY] m.fl. Helt galt gik det heldigvis ikke, de fik lov at komme ind i landet mod at de ikke gav koncerter, og hvis de gjorde det, så kun som publicity for pladeselskaberne. De landede i Los Angeles, og kom her dagen efter, 8. april, 1969, til at spille på det berømte insted "Whisky a Go Go", YF lagde ud, fulgt af Big Foot, Flying Burrito Brothers og John Mayall. Da de ikke kunne få deres udstyr med havde de på forhånd bedt om at låne et anlæg, og som de var vant til hjemme fra Danmark, havde de bedt om det største anlæg der kunne stables op, og stor var chokket da de gik på scenen og opdagede at tingene bare ér meget større i USA.

              Efter LA tog de til New York og gav én koncert på The Scene, en koncert hvor Family varmede op. Gennembruddet var nu så nært forestående som det kunne være. I New York indløb der tilbud fra selskaberne Liberty, RCA, Vanguard og Colombia. YF havde bestilt studietid og teknikkere i Fillmore East til indspilning af en live-lp beregnet til det amerikanske marked, men de opgav ideen, da det viste sig at indspilningerne skulle foretages dagen før deres hjemrejse og at den videre produktion herefter overlades til det amerikanske selskab der skulle overtage YF. Beslutningen om at udskyde indspilningsplanerne var ikke svær. Der var lovning på at komme tilbage til efteråret og deres danske manager Anders Steffansen blev i USA for at færdigforhandle en overgangssum med et amerikansk selskab, så de kunne roligt vende hjem, og de landede i det danske forår søndag 20. april, 1969.

              I USA og Canada var YF nået længere musikalsk. De havde skrevet en række nye numre, de var blevet endnu mere sammenspillede efter de mange jobs i Canada, og alt dette præsenterede de så for danskerne, ved den første koncert i Danmark siden de tog afsted. Begivenheden skulle markeres, så de skulle som noget specielt have en koncert-sal for sig selv, noget som kun Savage Rose havde gjort tidligere. Koncerten fandt sted 24. april 1969, i ABC Teatret, København.

              De havde p.g.a. deres udenlandsturne ikke nået at færdigproducere deres 2. lp, så det blev gjort straks efter hjemkomsten. Pladen udkom 6. maj 1969, og pladeomslaget var denne gang knap så farvestrålende. Thomas Winding havde designet et fold-ud omslag som fremstod i en slags metal-papir hvori man kunne beundre sit eget spejlbillede. Spejlbilledet skulle symbolisere at musikken ikke alene var de tre musikeres, men at vi alle sammen var med i musikken.

Pladen blev en succes ligesom "Blomsterpistolen" og solgte også omkring 3000 eksemplarer, og lå som den højst placerede danske lp på flere hitlister [bl.a. Vi Unge, juni 1969]. Som en af datidens anmelder skrev, "så er der 2 grunde til ikke at anskaffe sig lpen, at man ikke har pengene, eller at man i det hele taget ikke bryder sig om dansk beat" [Superlove, juni 1969].

              Teksterne på lpen var nu udelukkende på engelsk. Niels Skousen som YF havde mødt i efteråret 1968, havde skrevet 3 af sangene, hhv. "Calypso", "Slow Down Driver" og "Won't You Take My Place In The Queue". På sidstnævnte nummer får YF hjælp udefra. Honky-Tonk klaveret i starten kunne Peter ikke få til at lyde rigtigt, så den unge musiker Tommy Seebach blev kaldt ind og spiller det klaver der høres i starten. Det sidste vers bliver sunget af Niels Skousen akkompagneret af Ken på afrikanske trommer.

              Walt Whitman præger også stadigvæk YF, numrene "And Who But I Should Know" og "Daybreak" er sange inspireret af Walt Whitmans digte. Foruden et B.B. King nummer ["You Upset Me"] er der det lange "Kragerne vender", der meget idealistisk ikke blev krediteret til nogen, idet det blev betraget som en allemandsejendom.

              Pladen var som "Blomsterpistolen" velproduceret, og numre som "Daybreak" og "Won't You Take My Place In Queue" er sande mesterværker. I nummeret "Slow Down Driver" høres hvordan der eksperimenters, bl.a. ligesom The Beatles havde gjort, med at indspille et instrument og afspille det baglæns [guitaren]. Måske i endnu højere grad end på "Blomsterpistolen" viser "No. 2" hvor godt Ken's tunge trommespil rammer Peer's glidende fraseringer. Foruden flittig brug af facing er det nu ikke længere UFO-lyde der bliver rodet med, men flugtbilister og barnegråd i atombombeskyen.

              Foruden pladeudsendelsen bød sommeren 1969 også på et par heftige film-optagelser. Først indspilede de endnu en ungdomsudsendelse af Thomas Winding, "Den blå løjtnant". Her indspillede de i Danmarks Radio 4 numre, 3 som de havde lavet under Amerika-turen [If I Was Another Man, Too Much Of Nothing, Write On Sand], samt et nummer fra "No. 2" [Won't You Take My Place In The Queue]. Kort efter, først i juni 1969, blev YF filmet på en herregård i Helsingør, til en scene i Jens Jørgen Thorsen filmen "Quiet Days In Clichy", efter en roman af Henry Miller. Foruden at spille et nummer i filmen indspillede de også 3 numre til et soundtrack album der udkom post humt YF i oktober 1970 [med YF numrene "Behind The Golden Sun", "Menilmontant" der oprindeligt hed "Hindu danserinde" og "Party Beat"].

              Efteråret kom og YF spillede nu jobs som aldrig før, næsten hver dag. Der var opvarmingsturnéen for Country Joe & The Fish, der var små lokale pop baller i provinsen og YF kulminerede rent musikalsk sidst på sommeren 1969. De blev kørt hårdt, og ved koncerten i Falkoner Centret, 10. december, 1969, som opvarmning for Delaney & Bonnie & Friends, som bl.a. inkluderede guitaristerne Eric Clapton og George Harrison var YF stagneret. De var nået så langt de kunne i deres kompakte trio form. De havde spillet sammen for længe, deres fælles musikalske udvikling var kørt fast. De forsøgte fra årsskiftet 1970 at forny entusiasmen, først ved koncerten i Falkoner Centret 4. januar, 1970, hvor de havde inviteret venner fra Burnin Red Ivanhoe, Maxwells m.fl til at spille med, en koncert der blev kaldt Kragerne vender. Koncerten markerede også et musikalsk vendepunkt for YF. De brød med trio formen, herefter spillede de kun med ekstra musikere, det blev mere eller mindre fast til Peter Thorup (g, vo) der kunne tage lidt fri fra sit samarbejde med Alexis Korner samt Bent Hesselmann (fl, sax) når han kunne pjække fra sit band The Maxwells. Det var således ikke længere som YF, men som Young Flowers med venner at de optrådte, bl.a. var det i denne 5 mands besætning at de varmede op for Jethro Tull i K.B. Hallen 17. januar 1970. Knap 2 uger senere, 1. februar, udløb kontrakten med Sonet og YF brugte dette som en lejlighed til endelig at få holdt den pause fra musikken som de aldrig rigtigt havde haft.

              Pausen blev dog ikke brugt til at ligge helt stille. De tog ud i Vanløse bio studiet i februar og marts 1970. Denne gang var det ikke deres eget projekt, men Peter Thorup der ønskede at lave en lp med alle vennerne. I løbet af de uger indspilningerne tog fik de lavet materiale til flere lp'er, hvoraf vi foreløbigt kun har set lp'en "Wake Up Your Mind" fra efteråret 1970. Foruden Peter Thorups plade gik de også med planer om at indspille et eget album, med nogle af de mange numre de havde lavet siden de tog til USA i marts 1969. De nåede kun til at bestille tid i ASA studierne i Lyngby.

              I april måned gav de enkelte koncerter, bl.a. 18. april 1970, ved H.C. Ørsteds institutets festival, og sidst 24. april 1970, hvor det foregik ude i Brøndby Pop Klub der havde satset alt på den amerikanske blues stjerne Taj Mahal, men arrangementet blev ikke en økonomisk succes og for Brøndby Pop blev det sidste arrangement i Brøndby Poppen, og for Young Flowers deres sidste koncert. En æra var slut.

Hvad skete der med YF ?

              Der kom aldrig rigtigt en arvtager til gruppen. Peter begyndte at lave Musical Workshops med Niels Skousen. Projektet udviklede sig og det blev til Skousen & Ingemann. Peter havde igennem YF udvist en stor organisatorisk evne, og han gik foruden S&I med ildhu ind i et nyt bookingbureau, opbygget omkring musikerne selv, som blev kaldt Musik & Lys. Peter har i årene siden spillet i et utal af bands. Trioformen vendte han ikke rigtigt tilbage til før i 1990 hvor han gik sammen med TømrerClaus og Bo Jacobsen i bandet Dream City. Foruden Dream City spiller han også i en trio med Stig Møller og Ken. [derudover har han spillet med Hasse & William, Sebastian, Skousen & Ingemann, Musikpatruljen, No Name, Røde Mor, Drops, Mermaid, Jomfru Ane Band, Lone Kellermann, Kim Larsen & Bellami, Stig Møller].

              Ken, der allerede i marts måned 1970 var begyndt at spille med Culpeper's Orchard gik ved den endelige opløsning af YF også ind i projektet Jens, Ken, Rudolph og Flob, som var en kvartet opbygget af musikere omkring Defenders, med Jens Dahl på guitar. Foruden disse projekter spillede Ken fra 1973 i Savage Rose sammen med Peer. [derudover har han spillet med Kashmir, Mo-I-Rana, Hvalsøspillemændene, Mermaid, Tom bailey, Benny Holst, Arne Würgler, Stig & Sten, Fly United, Starfuckers, Povl Dissing, Stig Møller, Paul Banks, Peter Thorup, Trille].

              Peer havde efter opløsningen fundet sammen med Bent Hesselmann og andre folk i Rainbow Band, og fra 1973 med Ken i Savage Rose. De to ex-YF musikere i Savage Rose fik 27. april, 1974, Peter med på et enkelt job i Glamsbjerg, hvor YF varmede op for Savage Rose.

              Jens fik ikke så stor betydning musikalsk efter sit brud med YF, han spillede lidt i løbet af halvfjerserne men døde i foråret 1996.